USA’s føderale appeldomstol i San Francisco opretholder den midlertidige suspendering af præsident Donald Trumps indrejseforbud mod borgere fra syv lande med overvejende muslimsk befolkning.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Indrejseforbuddet har været suspenderet siden sidste fredag, hvor en dommer i Seattle i delstaten Washington beordrede et midlertidigt og landsdækkende stop for Trumps kontroversielle foranstaltning.
Statsadvokater fra delstaterne Washington og Minnesota har således udfordret indrejseforbuddet og mener, at det skal ophæves permanent, fordi dekretet har “udløst kaos”.
Afgørelsen fra appeldomstolen kan ankes til Højesteret.
Donald Trump indførte 27. januar et midlertidigt indrejseforbud mod borgere fra Iran, Irak, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen. Samtidig udelukkede han syriske flygtninge på ubestemt tid.
/ritzau/











