Signalproblemer giver færre S-tog fredag

    Rejsende med S-tog må igen fredag være opmærksomme på, at togene ikke kører, som de plejer.

    Det oplyser Banedanmark.

    Problemerne begyndte torsdag, da der var problemer med sporskifter flere steder.

    Og ved middagstid måtte DSB indsætte togbusser mellem Gentofte og Hillerød. Årsagen var fejl på signalerne.

    Efter tre timers tid var fejlen rettet, og togene kunne køre igen.

    Men torsdag aften er der stadig problemer med signalerne. Det betyder, at togtrafikken ikke kan afvikles normalt.

    Derfor vil S-togene på linjerne B og E hele fredagen kun køre hvert 20. minut. Til gengæld indsættes ekstra lange tog, så generne for passagererne bliver mindst mulige, lyder det fra Banedanmark.

    /ritzau/