Den 19-årige sprinter Kristoffer Hari er klar til indendørs-EM i Beograd i marts. Han kvalificerede sig på 60 meter med tiden 6,69 sekunder, hvilket er blot 0,04 sekunder fra Benjamin Hechts 18 år gamle danske rekord.
Han satte den fornemme tid i det indledende heat ved Reykjavik Games. I finalen løb han fem hundrededele af et sekund langsommere, men det var nok til at vinde.
Der var tale om Haris første 60-meter-løb nogen sinde, da han hidtil har afholdt sig fra at deltage i indendørs konkurrencer, skriver Dansk Atletik Forbund i en pressemeddelelse.
Festus Asante var også tæt på at klare EM-kravet, men hans tid 6,76 sekunder var fire hundrededele for langsom.
I alt tre danskere er nu klar til EM. De øvrige er Benjamin Lobo Vedel (400 meter) og højdespringeren Janick Klausen.
EM i Beograd afvikles fra 3. til 5. marts.
/ritzau/











