Fransk politi føler sig så godt som overbevist om, at en 29-årig egypter stod bag et angreb mod soldater foran det verdenskendte museum Louvre i Paris fredag.
Selv om mandens identitet ikke er endeligt bekræftet, tyder flere spor på, at politiets teori er korrekt.
Ifølge statsanklager François Molins stemmer mandens ansigt for det første godt overens med billedet på et turistvisum, som man har fundet på manden.
Det siger Molins fredag aften på et pressemøde i Paris.
Man har desuden fundet frem til en identitet ved at undersøge gerningsmandens telefon, hedder det.
Derudover kom statsanklageren med flere detaljer om selve hændelsen fredag morgen.
– Alt tyder på, at gerningsmanden var meget målrettet, siger statsanklager Molins om den anholdte mand ifølge Le Figaro.
Han blev skudt og såret på stedet, da han angreb de fire soldater, inden han selv blev ramt af skud. Hans tilstand er fredag aften kritisk.
Ifølge statsanklageren angreb han iført en T-shirt med dødningehoved på soldaterne med to macheter lidt før klokken 10 fredag morgen.
Han råbte “Allahu akbar” (Gud er størst), da han angreb soldater på patrulje uden for Louvre.
Soldater åbnede ild mod gerningsmanden, som blev ramt af flere skud, og hans tilstand er kritisk. En soldat fik en mindre skade.
Manden skal være fløjet fra Dubai til Frankrig 26. januar.
I sin ansøgning om visum til Frankrig har han noteret, at han er egypter.
Han skal have lejet sig ind i en hotellejlighed i Paris, og han skulle efter planen være rejst ud af landet 5. februar – altså på søndag.
Ifølge Francois Molins købte han de knive, han brugte ved angrebet, i en våbenbutik nær Bastille-pladsen i Paris 28. januar.
Flere end 230 mennesker er blevet dræbt i flere angreb i Frankrig siden januar 2015.
De blodigste var 13. november 2015, da 130 mennesker blev dræbt i en række koordinerede angreb i hovedstaden. Islamisk Stat stod bag angrebet.
/ritzau/











