TTH Holstebro slår bundhold og konsoliderer tredjeplads

    Herrernes håndboldliga er atter i gang. Efter en pause på 41 dage tog TTH Holstebro hul på anden sæsonhalvdel i 888 Ligaen med en hjemmesejr på 33-27 over bundholdet Skanderborg.

    Dermed konsoliderer TTH Holstebro sig på ligaens tredjeplads med 24 point for 17 kampe, som alle hold i rækken nu har spillet.

    Aalborg fører med 28 point, mens Bjerringbro-Silkeborg på andenpladsen har 26. Skjern har 21 point som nummer fire.

    Skanderborg ligger tredjesidst med otte point og bliver med al sandsynlighed en del af nedrykningsspillet.

    I 19 minutter formåede Skanderborg at udviske niveauforskellen på top og bund, men fra stillingen 9-9 satte TTH turboen på og sikrede en pauseføring på 16-11.

    Den var hjemmeholdet aldrig i nærheden af at sætte over styr i anden halvleg.

    Emil Sidelmann førte an for hjemmeholdet med syv scoringer, mens tabernes Kasper Irming scorede seks gange.

    /ritzau/