Danmarks bedste bordtennisspiller, Jonathan Groth, er på tavlen med en sejr samt et nederlag ved Europa Top 16, der tæller kontinentets bedste spillere.
Groth lagde ud med at tabe 2-3 i sæt til den femteseedede franskmand, Simon Gauzy, men fulgte op med en sejr på 3-1 i sæt over portugiseren João Monteiro, der sidste år nåede finalen i den prestigefyldte turnering.
Groth udlignede i den første kamp til både 1-1 og 2-2 i sæt, men tabte det afgørende med 8-11.
Han rejste sig dog få timer senere ved at slå Monteiro, der er seedet 13. Selv er danskeren seedet 15.
Danskeren førte fra start til slut i første sæt, som han vandt 11-6. I andet sæt vendte han 1-3 til 8-3 og vandt siden 11-6.
Med en føring på 6-4 havde Groth kurs mod en 3-0-sejr, men Monteiro snuppede syv point på stribe og sættet 11-6.
Det slog dog ikke Groth ud. Han var i kontrol i fjerde sæt, som han vandt 11-7.
Groth mangler nu én gruppekamp sent fredag aften mod den topseedede tysker, Dimitrij Ovtcharov, der har vundet sine to første kampe.
Danskeren skal med al sandsynlighed vinde for at avancere til kvartfinalerne, og selv ikke med en sejr er han sikker på at nappe en af de to øverste pladser i gruppen.
Et scenarie, hvor Groth, Ovtcharov og Gauzy alle er noteret for to sejre, er nemlig i det tilfælde meget sandsynligt.
Groths sidste kamp er planlagt til at gå i gang omkring klokken 21.15.
Kvartfinalerne spilles lørdag.
Kun en gang har turneringen haft dansk vinder. Michael Maze triumferede i 2004, da turneringen hed Europa Top 12.
/ritzau/











