Sønderjyske henter offensivspiller i Brøndby

    Christian “Greko” Jakobsen er færdig i Brøndby og tørner de kommende fire år ud for Sønderjyske.

    Det meddeler fodboldklubben Sønderjyske i en pressemeddelelse.

    – Vi er meget glade for, at det lykkedes at blive enig med både spiller og Brøndby om klubskiftet.

    – Greko bliver en spændende, offensiv forstærkning, hvor han i kraft af sin størrelse og hurtighed kan tilføre holdet noget ekstra pondus.

    – Han har et ganske raffineret, teknisk niveau, og så er han snu og smart med bolden, siger Sønderjyskes sportschef, Hans Jørgen Haysen.

    Sønderjyske har fulgt den alsidige spiller i længere tid og også i tiden før, han i sommeren 2015 skrev en fireårig kontrakt med Brøndby.

    Christian “Greko” Jakobsen begyndte karrieren i Hvidovre, men skiftede fra Roskilde FC til Brøndby.

    Den 23-årige spiller med de offensive kvaliteter har aldrig fået sit store gennembrud i Brøndby, men i Sønderjyske er forventningen, at han kan udvikle sig til en profil i ligaen.

    – Efter samtalerne med Greko har vi også fået bekræftet, at han er en ydmyg og jordnær type, som vil falde godt ind med resten af holdet.

    – Han er hårdtarbejdende, og vi er helt overbeviste om, at han med endnu mere spilletid kan udvikle sig til en profil i Superligaen, siger Hans Jørgen Haysen.

    /ritzau/