Røde Kors frygter dominoeffekt af Trumps flygtningestop

    Det værste, der kan ske, er, at Trumps flygtningestop starter en dominoeffekt, der får flere lande til at lukke deres grænser.

    Sådan lyder det fra Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.

    Han reagerer, efter Trump har underskrevet et dekret, som sætter USA’s modtagelse af flygtninge i bero i fire måneder.

    – Lige nu er det heldigvis kun midlertidigt. Hvis det bliver ved det, er konsekvenserne til at overskue. Men hvis det bliver permanent, er det meget problematisk, siger han.

    Anders Ladekarl frygter, at det skaber en dominoeffekt, der får flere lande til at lukke deres grænser og holde dem ude, der har brug for hjælp.

    – Det vil lægge et stort pres på nærområderne, der i forvejen er hårdt ramt, siger han.

    USA’s program for at modtage flygtninge og migranter bliver indstillet i op til 120 dage, indtil nye regler for at vurdere og kontrollere flygtninge er kommet på plads, lyder det.

    Det Hvide Hus har endnu ikke offentliggjort det præcise indhold af dekretet, men et udkast er blevet lækket til amerikanske medier.

    Her fremgår det blandt andet, at syriske flygtninge skal udelukkes på ubestemt tid, eller indtil Trump vurderer, at de ikke længere udgør en fare for landets sikkerhed.

    Ifølge Anders Ladekarl, er USA bestemt ikke det land i verden, der tager imod flest flygtninge. Men det er blandt de lande, der har taget mod flest kvoteflygtninge, tilføjer han.

    /ritzau/