Danske Pandora vil åbne smykkebutikker i Indien

    Den danske smykkegigant Pandora vil ind på det indiske marked og åbner derfor egne butikker i Indien.

    Der skal åbnes konceptbutikker og shop-in-shops i Delhi, Mumbai og Bangalore til at starte med.

    – Forventningen er indledningsvist at åbne cirka 50 konceptbutikker i Indien over en periode på tre år. Der forventes at blive åbnet cirka fem butikker i 2017. Den første butiksåbning er planlagt i første kvartal, lyder det.

    Topchefen i Pandora, Anders Colding Friis, har høje forventninger til det indiske marked.

    – Detailhandel og konceptsalg i Indien udvikles med hastige skridt, siger han:

    – Desuden er modesmykker i stigende grad blevet populære blandt forbrugerne, og da Indien allerede er et af verdens største smykkemarkeder, er der et stort potentiale for Pandora.

    Pandora har allieret sig med en lokal distributør i Indien, Pan India, som får eksklusive distributionsrettigheder til Pandoras smykker i Indien. Parterne har underskrevet en hensigtserklæring.

    – Med vores nye samarbejdspartner og distributør, som har indgående kendskab til og erfaring med det indiske detailmarked, mener vi, at vi har en unik mulighed for at positionere Pandora som et førende, internationalt smykkebrand i Indien, siger topchefen.

    /ritzau/