Bordtennisguld i Rio gør Rosenmeier til årets para-atlet

    Bordtennisspilleren Peter Rosenmeier blev onsdag hædret som årets parasportsudøver i 2016.

    Det skete ved et pressemøde hos Elsass Fonden i Charlottenlund, som var velbesøgt af både atleter og presse.

    – Prisen betyder mange ting for mig. Det er jo fantastisk at få anerkendelse, og de ord jeg fik med på vejen, betyder meget for mig.

    – Man skal aldrig være i tvivl om, at jeg først og fremmest gør det for min egen skyld. Man kommer ikke hertil, hvor jeg er, uden at være enormt ego-fokuseret, siger Peter Rosenmeier.

    32-årige Rosenmeier vandt sidste år guld ved de paralympiske lege efter en finalesejr over rivalen Alvaro Valera fra Spanien.

    Med finalesejren sikrede spilleren, der har rødder i Hadsund, Danmark den eneste guldmedalje ved para-OL. Det blev i alt til syv danske medaljer i parasport i Rio.

    Med prisen og anerkendelsen følger også en masse opmærksomhed, og den er Rosenmeier bevidst om at udnytte til at fremme parasporten.

    – De afledte faktorer, der er i det, som at være med til at påvirke andre mennesker, er en fantastisk sidegevinst. Derfor har den del af det fået mere fokus hos mig i de seneste år.

    – Det har været med til at motivere mig. Når man har været med så lang tid, som jeg har, så skal der nogle andre faktorer i spil for, at det kan blive ved med at være interessant, siger Rosenmeier

    Han blev i 2009 ansat i Parasport Danmark, så han kunne passe sin sport på langt bedre vilkår og hjælpe ham til at vinde de medaljer, han har gjort i de seneste mange år.

    Rosenmeier har vundet medaljer ved para-OL de seneste fire gange – i Rio, London, Beijing og Athen.

    Med onsdagens kåring følger 40.000 kroner. Bag uddelingen står Parasport Danmark og firmaet Pressalit, der blandt andet producerer toiletsæder.

    I alt var fem para-atleter nomineret til hæderen. Ud over Rosenmeier var det svømmeren Jonas Larsen, sprinter og længdespringer Daniel Wagner Jørgensen samt dressurrytterne Stinna Tange Kaastrup og Susanne Sunesen.

    /ritzau/