Præsident Donald Trump skriver onsdag på Twitter, at han vil kræve en omfattende undersøgelse af valgsvindel ved det amerikanske præsidentvalg.
Trump sagde mandag aften under et møde med ledere i Kongressen, at han ville have vundet et flertal af de afgivne stemmer ved præsidentvalget, hvis ikke der var begået valgsvindel.
Demokraten Hillary Clinton fik knap tre millioner flere stemmer end Trump. Men han vandt flest stemmer i det amerikanske valgmandskollegium og blev derfor præsident.
– Jeg vil bede om en omfattende undersøgelse af valgsvindel, skriver Trump i sit tweet.
Ingen af USA’s 50 stater – de fleste med republikansk flertal – har rapporteret om valgsvindel.
Valgeksperter siger, at det er helt usandsynligt, at de enkelte tilfælde af valgsvindel, der måtte spores, ville kunne forrykke noget.
/ritzau/











