Mindst 12 personer er omkommet, da en bombe lørdag eksploderede på en markedsplads i det nordvestlige Pakistan. 35 er såret, skriver nyhedsbureauet AFP.
Målet for bombeangrebet var et grøntmarked i Parachinar – hovedbyen i Kurram-regionen, der grænser op til Afghanistan. Myndighederne forventer, at dødstallet vil stige.
Sekteriske voldshandlinger mellem sunni- og shiamuslimske befolkningsgrupper har plaget regionen de seneste år.
Markedspladsen, som var udsat for bombeangrebet, ligger i et område, hvor den overvejende del af befolkningen er shiamuslimer ifølge AFP.
/ritzau/











