Store røgskyer driver fredag morgen ind over dele af Rudkøbing på Langeland, som følge af en brand i en hal på byens havn.
Det oplyser Fyns Politi, som fik anmeldelsen om branden klokken 6.10.
Flammerne har fået fat i hallens tagkonstruktion
– Vinden blæser røgen ind over byen. Vi opfordrer derfor folk til at lukke vinduer og slukke for al ventilation, siger vagtchef Thomas Bentsen fra Fyns Politi.
Hallen ligger på Havnepladsen i Rudkøbing.
– Der er tale om en stor hal, hvor der befinder sig 10-15 både og en traktor, siger vagtchefen. Politiet antager, at der er tale om lystbåde.
– Det brænder voldsomt fra taget. Ilden har fået i en af bådene, og flammerne kan sprede sig til de øvrige, fortæller han.
Årsagen til branden kendes endnu ikke. Kort før klokken 7 har politiet ikke et bud på, hvornår branden kan ventes at være under kontrol.
– Det ved vi ikke noget om. Men det kan godt vare flere timer, siger vagtchefen.
Det er brandfolk fra Beredskab Fyn, der arbejder med at få slukket ilden. Hos beredskabet bekræfter vagthavende, at der er brand i en enkelt båd.
/ritzau/











