Sene bogeys sender svingende Kjeldsen ned i feltet i USA

    Søren Kjeldsen startede flot, men gik ned på de sidste huller under sin første runde ved turneringen Career Builder Challenge i La Quinta, Californien.

    Det er Søren Kjeldsens anden turnering på den amerikanske PGA Tour.

    Samlet kom Søren Kjeldsen i klubhuset efter en første runde et slag under par. Da der var spillet 13 huller af dagens runde lå Kjeldsen i fire slag under par, men en bogey på 14. hul og siden 17. hul sendte Kjeldsen ned midt i feltet.

    Han endte dagen som en delt nummer 79 efter en runde i 71 slag.

    Helt i front ligger amerikanske Dominic Bozzelli. Han gik dagens runde i 64 slag, otte slag under par.

    Bozzelli følges af fire spillere, der alle ligger i syv slag under par.

    Mest opsigtsvækkende på dagens runde var den amerikanske golflegende Phil Mickelson. Han gik runden fire slag under par efter at have været ude af spillet i tre måneder.

    Både i oktober og december måned gennemgik Mickelson operationer for sportsbrok og har derfor været ude af stand til at træne.

    Men i Californien var han på banen igen og beskriver overfor Reuters sin præstation som fænomenal efter et turbulent efterår.

    – Min første runde golf siden operationen var i lørdags, og jeg har kun været i stand til at røre mig de sidste par uger. Mit spil er lidt rustent, men min krop har det godt.

    I sidste uge spillede Søren Kjeldsen på Hawaii. Her klarede han ikke cuttet til finalerunden.

    Turneringen blev vundet af den 23-årige amerikaner Justin Thomas, der har vundet to turneringer i træk på PGA Touren. Han er ikke med i denne uge i La Quinta.

    /ritzau/