Pape lader partifællen Jarlov køre videre i en Uber

    Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) vil ikke kritisere sin partifælle og folketingsmedlem Rasmus Jarlov, som bruger kørselstjenesten Uber og gerne reklamerer for det på sociale medier.

    – Det er som udgangspunkt ikke ulovligt at være passager i en Uber-vogn, og det er det, jeg skal forholde mig til som justitsminister, siger Pape i folketingssalen, hvor ministrene onsdag svarer på spørgsmål.

    Anklagemyndigheden har rejst tiltale mod Uber for at medvirke til, at chauffører bryder taxiloven ved at samle passagerer op.

    Det er socialdemokraten Magnus Heunicke, der ønsker at høre ministerens holdning til Jarlovs brug af Uber.

    – Lov og orden er vigtigt i et samfund, og lov er lov, og lov skal holdes, siger Pape.

    – Havde dette været en ulovlig gerning, så havde jeg haft en ret skarp holdning til det. Men jeg går ikke rundt og udtaler mig om alt det, der ellers er lovligt i Danmark.

    – Det her er ikke ulovligt, og det må være op til Rasmus Jarlov selv, hvornår han vil køre i den ene eller anden transportform. Det skal jeg ikke blande mig i, lyder det fra justitsministeren.

    8. juli sidste år blev seks Uber-chauffører i Københavns Byret dømt for at have kørt ulovlig taxakørsel. De fik bøder på mellem 2000 og 6000 kroner.

    18. november stadfæstedes bøden på 6000 kroner af Østre Landsret, og kort tid efter viste en opgørelse fra Københavns Politi ifølge Fagbladet 3F, at 115 Uber-chauffører var sigtet af politiet for ulovlig taxikørsel.

    I begyndelsen af 2017 viste en aktindsigt hos politiet ifølge avisen.dk, at 44 Uber-chauffører er blevet tiltalt for ulovlig taxakørsel.

    /ritzau/