Formodet serie-brandstifter får forlænget sin fængsling

    En 33-årig mand, der er mistænkt for at stå bag 23 pyromanbrande i Fjerritslev, skal forblive varetægtsfængslet i fire uger mere.

    Det oplyser Retten i Hjørring. Den mistænkte mand har siddet fængslet siden 29. november, mens politiet har efterforsket sagen.

    Anklagerne i Nordjylland skriver på Twitter, at manden frivilligt er gået med til at få fængslingen forlænget indtil 13. februar.

    De mange brande hærgede området omkring Fjerritslev i oktober og november. Ved en af brandene, som manden er sigtet for, var en 89-årig kvinde tæt på at brænde inde. Hun slap imidlertid uskadt.

    Den 33-årige er desuden sigtet for at have sat ild til en fiskekutter og forsøgt at stikke ild til en hytte ved en skole i Fjerritslev. Han skal også have sat ild til containere, halmlader og stråtækte sommerhuse i området.

    Ved grundlovsforhøret, der blev holdt 29. november, nægtede den 33-årige sig skyldig.

    Politiet kom i november i besiddelse af en videoovervågning, der angiveligt skulle vise den mistænkte brandstifter. Delingen af videoen førte til, at politiet fik en lang række tips, som endte med anholdelsen af den 33-årige.

    /ritzau/