I over et år er de nordiske lande ikke blevet advaret om afgørelser i 62 danske tilsynssager, som Styrelsen for Patientsikkerhed har truffet.
Det skriver fagbladet Dagens Medicin.
Der er tale om i alt 17 autorisationsfratagelser, 18 faglige påbud, 26 skærpede tilsyn og én virksomhedsindskrænkning fra august 2015 og frem til november 2016.
Fejlen blev først opdaget, da Helsetilsynet i Norge henvendte sig til den danske styrelse.
I et brev, som det svenske tilsyn Inspektionen for Vård og Omsorg (IVO) modtog kort før jul, beklager Styrelsen for Patientsikkerhed sin fejl. Det viser en aktindsigt i brevet ifølge Dagbladet Medicin, som er dateret 19. december 2016.
– Styrelsen for Patientsikkerhed beklager dybt, at de pågældende oplysninger aldrig er blevet sendt til Inspektionen for Vård og Omsorg, står der.
Styrelsen blev etableret i oktober 2015.
Det var blandt andet med en forventning om at rette op på det ry, som det tidligere tilsyn under Sundhedsstyrelsen havde.
Tilsynet blev kritiseret for at være passivt efter en stribe sager, hvor læger kunne fortsætte trods tips og indberetninger.
/ritzau/











