Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) bør skifte EU-kurs og anlægge en konstruktiv og positiv linje i forhold til EU, lyder opfordringen fra to tidligere justitsministre.
I et fælles indlæg i mandagens Politiken skriver Lars Barfoed (K) og Morten Bødskov (S) således, at de er “bekymrede over konsekvenserne af Samuelsens entré i Udenrigsministeriet”:
– Hvad betyder det for Danmarks forsvar mod kriminalitet og terror? Skal Danmark ikke længere arbejde for en placering så tæt på kernen af EU-samarbejdet som muligt?
– Hvad betyder det, når udenrigsministeren siger, at EU-samarbejdet skal tilbage til kernen, frihandel og fred, og ikke så meget andet?
De to tidligere justitsministre er blandt andet bekymrede over, at LA-lederen anbefalede danskerne at stemme nej ved Europol-afstemningen 3. december 2015 – og nu skal få den bedst mulige Europol-aftale i hus.
– Indtil videre har Samuelsens største udenrigspolitiske triumf været at bidrage til at trække Danmark ud af det vitale EU-samarbejde om bekæmpelse af kriminalitet og terror, skriver de.
Samtidig tvivler de to tidligere ministre på, at der blandt resten af EU’s udenrigsministre vil være særlig stor tolerance over for “en EU-skeptisk tale” fra en ny dansk udenrigsminister:
– Hvis Europa skal fastholdes på et spor af fred, frihed og fremgang, vil han se, at den rødglødende dagsorden er spækket med initiativer, som ikke skrumper EU’s kerne, men udvider den.
/ritzau/











