Flystyrt i Kirgistan har kostet mindst 32 livet

    Et fragtfly fra Turkish Airlines er natten til mandag dansk tid styrtet ned i Kirgistan.

    Det oplyser myndighederne i det centralasiatiske land ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Mindst 32 personer er ifølge nyhedsbureauet AFP omkommet. Deriblandt mange på landjorden.

    Tidligere meldte myndighederne om mindst 15 dræbte.

    Blandt ofrene er seks børn.

    Ulykken skete cirka klokken 7.30 lokal tid (2.30 dansk tid, red.) tæt på den internationale lufthavn Manas, der ligger cirka 35 kilometer nord for Kirgistans hovedstad, Bisjkek.

    Lufthavnen, der er landets største, har som følge af ulykken lukket for al flytrafik ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

    Mens lufthavnens pressetjeneste oplyser, at flyet var lettet fra Istanbul med Bisjkek som destination, så oplyser embedsfolk til Tass, at flyet kom fra Hongkong.

    Redningsarbejdere har fundet liget af et af flyets besætningsmedlemmer.

    Flyet havarerede i et område med boliger. Mindst to huse er brudt i brand, og slukningsarbejdet er fortsat i gang.

    Fragtflyet er ifølge myndighederne i Kirgistan af typen Boeing 747. Der var fire besætningsmedlemmer på flyet, hvoraf mindst én person har overlevet, oplyser myndighederne til Tass.

    Årsagen til ulykken kendes endnu ikke.

    Kirgistan, der var en del af Sovjetunionen frem til sammenbruddet i 1991, er et bjergrigt land med grænser til Kasakhstan, Kina, Tadsjikistan og Usbekistan.

    /ritzau/