Fransk fredsmøde kræver israelsk løfte om tostatsløsning

    Verden skal arbejde for en tostatsløsning mellem israelere og palæstinensere, og udgangspunktet skal være grænserne fra før Seksdageskrigen i 1967.

    Det var budskabet, da 70 lande og internationale organisationer søndag var samlet til møde om Mellemøsten i Paris.

    – Tostatsløsningen trues af bosættelserne og volden i regionen, siger Frankrigs udenrigsminister, Jean-Marc Ayrault.

    I erklæringen fra mødet beder landene de to parter i konflikten om at gentage en forpligtelse og støtte til en løsning, der skaber to lige stater.

    Deltagerne på mødet i Paris byder en FN-resolution, der kræver stop for fortsat israelsk bosætteraktivitet, velkommen.

    Resolutionen blev vedtaget, da USA kort før jul til Israels store frustration undlod at nedlægge veto.

    USA har traditionelt forsvaret Israels interesser i FN’s Sikkerhedsråd.

    Den kommende amerikanske præsident har sagt, at piben får en anden lyd i FN, når han i næste uge overtager efter Barack Obama som USA’s præsident.

    /ritzau/