Frygt for bombe får tysk fly til at lande i Kuwait

    Et fly fra det tyske selskab Eurowings, der var på vej fra Salalah i Oman til Köln, har søndag foretaget en sikkerhedslanding i Kuwait, da man frygter, at der er en bombe om bord.

    Det oplyser Kuwaits luftfartsmyndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    – Flyet foretog en nødlanding i Kuwaits Internationale Lufthavn, fordi der var mistanke om, at der kunne være en bombe om bord … Der er iværksat en foreløbig undersøgelse for at få fastslået, hvorvidt der er sprængstoffer om bord på flyet, hedder det i en erklæring fra det statslige nyhedsbureau Kuna i Kuwait.

    Flyet havde 299 passager om bord. Der er ingen oplysninger om antallet af besætningsmedlemmer.

    Lavprisselskabet Eurowings er et af Lufthansas datterselskaber.

    /ritzau/Reuters