To Swansea-selvmål baner vejen for sikker Arsenal-sejr

    Det er ikke tilfældigt, at Swansea frister en tilværelse under nedrykningsstregen i Premier League. Det beviste holdet igen lørdag eftermiddag mod Arsenal.

    På hjemmebane bød Swansea ind med to selvmål og bidrog gevaldigt til Arsenals sejr på 4-0.

    Kampen åbnede egentlig nogenlunde lige, og der skulle gå lang tid, før der skete lidt.

    Efter 37 minutters spil kom føringen til Arsenal, da Olivier Giroud – med noget besvær – gjorde det til 1-0.

    Han missede først en tværaflevering tæt under mål, men da et hovedstød fra Mesut Özil sekunder efter blev blokeret i samme område, stod Giroud klar til at sende riposten i kassen.

    Kort inden pausen følte hjemmeholdet sig snydt for et straffespark, da Sung-Yueng Ki blev nedlagt af Laurent Koscielny. Men dommeren gav Ki et gult kort for film i stedet.

    Swansea er bundhold, og fra starten af anden halvleg fik man at se, hvorfor det walisiske hold er det.

    Hjemmeholdet blev presset helt i bund af Arsenal og kunne slet ikke få bolden væk.

    Efter hvad der føltes som næsten ti minutters skydetelt kom da også 2-0-målet. Swanseas Jack Cork var uheldig at rette Alex Iwobis skud af, så den gik i en bue over Lukasz Fabianski.

    Swansea vågnede kortvarigt, men waliserne er bundhold, og den slags har det også med at være uheldige ofte. Eller dårlige om man vil.

    Midtvejs i halvlegen sørgede Kyle Naughton for Swanseas andet selvmål, og tvivlsomt forsvarsspil satte fem minutter senere Alexis Sanchez op til 4-0-målet.

    Arsenal trådte lidt på bremsen, og den totale ydmygelse udeblev, men Swansea ligner fortsat et hold med kurs mod næstbedste række.

    London-holdet holder sig derimod til i forfølgerfeltet bag Chelsea.

    I de øvrige kampe fik bundholdet Hull en tiltrængt sejr over Bournemouth på 3-1. Dermed overlader Hull sidstepladsen til Swansea.

    Pierre-Emile Højbjerg fik hele kampen for Southampton, der tabte 0-1 ude mod Burnley, mens Viktor Fischer så til fra bænken, da Middlesbrough spillede 0-0 mod Watford.

    West Ham vandt 3-0 hjemme over Crystal Palace, og Stoke sejrede med 3-1 på udebane mod Sunderland.

    /ritzau/