Politiet anholder tre efter dødsulykke i København

    Københavns Politi har anholdt to kvinder og en mand i forbindelse med en trafikulykke, der kostede en 22-årig mand livet natten til lørdag.

    De anholdte har lørdag eftermiddag været fremstillet i grundlovsforhør.

    De er sigtet for uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse, oplyser central efterforskningsleder ved Københavns Politi Kenneth Jensen.

    Ulykken skete, da to biler ved 3.45-tiden kørte sammen i krydset mellem Åboulevarden og Jagtvej.

    Den ene bil, hvor den 22-årige var passager, kom kørende ad Jagtvej mod Falkoner Allé. Den anden bil kom kørende ad Åboulevarden mod Ågade.

    De tre personer, der er anholdt, sættes alle i forbindelse med den anden bil.

    – Anholdelsen opretholdes i tre gange 24 timer, så vi har tid til at efterforske sagen. Vi skal have lejlighed til at klarlægge deres roller.

    – Vi aner ikke, hvem der kørte bilen, siger Kenneth Jensen fra Københavns Politi.

    Føreren af den bil, som den 22-årige sad i, blev bragt til sygehuset, men skulle være uden for livsfare. Ingen af personerne i den anden bil kom alvorligt til skade.

    De anholdte er en 24-årig mand og to kvinder på henholdsvis 18 og 19 år.

    Det er uvist, hvordan de forholder sig til sigtelserne.

    /ritzau/