Skadet Luka Karabatic forlader VM efter to kampe

    VM på hjemmebane blev alt andet end en god oplevelse for den franske håndboldspiller Luka Karabatic.

    Efter seks minutter i Frankrigs anden kamp – fredagens kamp mod Japan – måtte Karabatic udgå skadet. Nu står det klart, at han ikke kommer tilbage på banen under mesterskabet.

    Den franske avis L’Equipe skriver, at han har pådraget sig et brud i læggen og er ude af VM.

    Selv om Luka Karabatic ikke er på samme niveau som sin storebror, verdensklassespilleren Nikola Karabatic, er han en vigtig brik i Frankrigs forsvar.

    Til daglig spiller Luka Karabatic i Paris Saint-Germain med blandt andre Mikkel Hansen, Henrik Møllgaard og sin storebror.

    Frankrigs næste kamp er søndag mod Norge.

    /ritzau/