En 22-årig mand har mistet livet i en trafikulykke i København natten til lørdag. Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Carsten Reenberg.
Ulykken skete, da to biler ved 3.45-tiden kørte sammen i krydset mellem Åboulevarden og Jagtvej.
Den ene bil, hvor den 22-årige var passager, kom kørende ad Jagtvej mod Falkoner Allé. Den anden bil kom kørende ad Åboulevarden mod Ågade.
Hvad der var årsagen til ulykken, kan politiet endnu ikke sige noget om.
– Vi undersøger alle forhold omkring, hvorfor uheldet skete, siger Carsten Reenberg.
Umiddelbart er der intet, som tyder på, at det var glat føre, som var skyld i ulykken.
Føreren af den bil, som den 22-årige sad i, er bragt til sygehuset, men skulle være uden for livsfare. Ingen af personerne i den anden bil kom alvorligt til skade.
Den 22-åriges pårørende er underrettet.
/ritzau/











