Kroatien henter pligtsejr mod velspillende saudiarabere

    De kroatiske håndboldherrer var på forhånd kæmpe favoritter, da de fredag aften skulle spille deres første kamp ved VM mod Saudi-Arabien.

    Og Kroatien endte da også med at tage sejren, men den kom i hus efter en kamp, der i begyndelsen var tættere, end de fleste formentlig havde forventet.

    28-23 lød de kroatiske sejrscifre efter et opgør, hvor de undertippede saudiarabere særligt i første halvleg leverede en fornem præstation.

    Ved pausen var stillingen 12-11 til kroaterne.

    I anden halvleg øgede Kroatien føringen til 15-11, inden Saudi-Arabien fik reduceret til 15-14. Tættere på kom den lille håndboldnation dog ikke, og i takt med at kræfterne begyndte at slippe op, trak kroaterne fra.

    Med omkring 20 minutter tilbage af opgøret bragte Kroatien sig foran 20-14.

    Det endte dog aldrig med den storsejr, som Kroatien nok havde håbet på, og slutresultatet lød altså på 28-23 til Kroatien.

    Kroatiens Luka Cindric blev topscorer med seks mål, mens Saudi-Arabiens Mojtaba Alsalem scorede fem gange i opgøret.

    Med sejren indtager Kroatien nu førstepladsen i gruppe C foran Tyskland og Chile. Tyskland slog tidligere fredag Ungarn, mens Chile sikrede nationens første VM-sejr nogensinde med 32-28 over Hviderusland.

    /ritzau/