Sverige udstiller svage Bahrain ved håndbold-VM

    Danmarks håndboldherrer kan godt indstille sig på en mindre badeferie ved VM, når de senere i gruppespillet møder Bahrain.

    Til gengæld vil det nok være en fejl at tage let på Sverige.

    Sådan må konklusionen lyde, efter Sverige fredag i Danmarks gruppe gjorde kort proces mod netop Bahrain og udstillede en gevaldig klasseforskel.

    Allerede efter et kvarter var kampen reelt afgjort, og pausestillingen lød 17-5.

    Da slutsignalet lød, havde Sverige vundet 33-16.

    Bahrain var slet ikke med, og når holdet kom til afslutning, var skuddene som regel barnemad for Mikael Appelgren i målet.

    Da pausesignalet lød, havde han en redningsprocent på hele 69.

    I anden halvleg mistede Sverige lidt af koncentrationen og skarpheden, og i målet kom Andreas Palicka ind og stod til en redningsprocent på 45.

    Venstrefløjen Jerry Tollbring blev topscorer med ti mål.

    Tidligere fredag leverede sølvvinderen fra herrernes håndbold-VM i 2015, Qatar, i samme gruppe en sløj præstation og tabte 20-22 til Egypten.

    Qatar er topseedet i gruppe D, men lignede ikke et hold, der er på vej mod en gentagelse af triumfen fra 2015.

    Danmark spiller første kamp i gruppespillet, når holdet møder Argentina fredag klokken 20.45.

    Danmark møder Bahrain i den næstsidste gruppekamp, som spilles 18. januar.

    Kampen mod Sverige finder sted 16. januar.

    /ritzau/