IOC fratager OL-guld fra dopet kinesisk vægtløfter-trio

    Tre kvindelige kinesiske vægtløftere er blevet frataget deres OL-guldmedaljer efter positive dopingprøver.

    Det meddeler Den Internationale Olympiske Komité, IOC, torsdag. De tre kinesere, der vandt guld ved OL i Beijing i 2008 har fået gentestet gamle dopingprøver.

    De kinesiske vægtløftere, som mister deres OL-guldmedaljer, er trioen Cao Lei, Chen Xiexia og Liu Chunhong.

    Alle tre kinesere er afsløret i brug af et væksthormon med navnet GHRP-2. Liu Chunhongs prøve var også positiv for brug af stoffet sibutramin.

    IOC har analyseret et hav af gamle dopingprøver fra de olympiske lege i 2008 og 2012, og resultaterne er nedslående.

    Ud over de tre kinesere er der yderligere fem atleter, som har benyttet doping ved sommerlegene i 2008.

    Kuglestøderen Nadzeja Ostaptsjuk fra Hviderusland mister derfor OL-bronzen, som hun vandt i Beijing.

    Tidligere har Ostaptsjuk fået frataget sit OL-guld fra legene i London i 2012 på grund af doping.

    Ostaptsjuks prøve indeholdt spor efter brug af flere forskellige steroider.

    De øvrige fire atleter, som er afsløret i dopingbrug, vandt ikke medaljer i Beijing.

    Det drejer sig om hviderusseren Darja Ptsjelnik, tyrkeren Sibel Simsek, Intigam Zairov fra Aserbajdsjan og Norayr Vardanyan fra Armenien.

    /ritzau/