Måling: Fillon bliver Frankrigs næste præsident

    Det ser ud til at blive en sikker sejr til den konservative præsidentkandidat François Fillon ved forårets valg.

    I hvert fald hvis han i anden runde skal dyste mod Marine Le Pen, der står i spidsen for det højrenationale parti Front National.

    Det viser en meningsmåling torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Her står Fillon til at vinde over Le Pen med 63 procent mod 37 procent. Målingen er foretaget af det franske analyseinstitut BVA og er i tråd med tidligere undersøgelser.

    Præsidentvalget i Frankrig foregår over to runder. De to kandidater, der får flest stemmer ved første runde 23. april, går videre til det afgørende valg 7. maj.

    I målingen fra BVA står Fillon til lige akkurat at få flest stemmer i første runde, mens lederen af Front National bliver nummer to.

    Det franske Socialistparti har endnu ikke valgt sin kandidat til valget, men ingen af de opstillede ser ud til at ville have en chance mod højrefløjen. Præsident Francois Hollande har meddelt, at han ikke genopstiller.

    /ritzau/