Bornholm er ramt af stort strømsvigt

    Det meste af Bornholm er onsdag eftermiddag uden strøm.

    Det oplyser kommunikationschef i Bornholms Energi og Forsyning Klaus Vesløv.

    Det er endnu uvist, hvad der har udløst strømsvigtet, og forsyningsselskabet kan ikke oplyse, hvornår beboerne får strømmen tilbage.

    – Det ville være at gisne, siger kommunikationschefen.

    Forsyningsselskabet oplyser på sin hjemmeside, at søkablet, der forbinder det bornholmske elnet med det øvrige Norden, er faldet ud.

    Men det er imidlertid forkert, siger Klaus Vesløv.

    – Det er ikke vores søkabel, der er revet over. Vi har opdaget, at der forsat er spænding på kablet til Sverige, siger han.

    Ved et tidligere omfattende strømsvigt på Bornholm ødelagde et skibs anker kablets forbindelse til Sverige. Dengang var det en tidskrævende opgave at genetablere strømforbindelsen.

    Men det er altså ikke det scenarie, der er tilfældet onsdag eftermiddag.

    – Vi ved ikke meget mere lige nu, siger kommunikationschefen.

    /ritzau/