Sønderjyskes Tommy Bechmann stopper karrieren med øjeblikkelig virkning. Det oplyser Sønderjyske i en pressemeddelelse.
35-årige Bechmann nåede en lang karriere og fik også pæn succes på et udlandsophold i Tyskland. De seneste år har skader dog fyldt en del for den blonde angriber.
– Tommy Bechmann har i de senere år været udfordret af mange skader, og det er klart, at det også slider på kroppen, siger sportschef Hans Jørgen Haysen.
– Sønderjyske og de lyseblå fans og sponsorer har været begavet og beriget af at have haft en fantastisk sportsmand som ham i klubben, tilføjer han.
Angriberen skiftede til Sønderjyske i sommeren 2011. Han planlagde i første omgang et karrierestop i sommeren 2016, men i foråret 2016 underskrev han direkte på tv en ny etårig kontrakt med Sønderjyske.
Tommy Bechmann indledte seniorkarrieren i Aarhus Fremad og skiftede derfra til Esbjerg. Her opnåede han stor succes og blev delt superligatopscorer i 2003/2004-sæsonen med 19 mål.
Det åbnede vejen for et skifte til VfL Bochum i Bundesligaen. Efter fire sæsoner i Bochum gik turen i 2008 videre til Freiburg. Tre år efter skiftede han til Sønderjyske.
Bechmann skal fremover være ekspertkommentator på tv, oplyser Sønderjyske i pressemeddelelsen.
Det bliver dog ikke oplyst, hvilken tv-station der får glæde af Tommy Bechmann.
/ritzau/











