Den britiske skuespiller Hugh Laurie vinder en Golden Globe for sin birollepræstation i tv-serien “Natportieren”, der er instrueret af danske Susanne Bier.
Desuden vinder Olivia Colman prisen for bedste kvindelige birolle i samme serie.
“Natportieren” var også nomineret til prisen som årets bedste miniserie, men den gik til “The People vs. OJ. Simpson: American Crime Story.”
Tom Hiddleston er desuden nomineret for sin hovedrollepræstation i “Natportieren”, men vinderen af den kategori er endnu ikke udpeget.
“Natportieren” er den danske titel på et engelsk spiondrama, som er baseret på den britiske forfatter John Le Carrés roman fra 1993.
I september vandt Susanne Bier en Emmy-statuette for bedste instruktør for sit arbejde med “Natportieren”.
Dermed blev hun den første danske instruktør, der er blevet hædret med både en Emmy og en Oscar.
/ritzau/











