Selvmål hjælper Roma til sejr på svær udebane

    AS Roma hænger fast i hælene på Juventus i toppen af Serie A.

    Søndag fik Roma en hjælpende fod, da det lykkedes at slå Genoa på udebane med 1-0.

    Det var et selvmål i første halvleg af Armando Izzo, som afgjorde kampen.

    Izzo var uheldig efter 36 minutters spil, da han blev ramt af en afslutning, så bolden ændrede retning og gik i nettet uden chance for den indskiftede reservemålmand Eugenio Lamanna.

    Selv om Genoa frister en tilværelse i den kedelige halvdel af Serie A, var det blot klubbens andet nederlag på eget græs i denne sæson.

    De tre point til Roma gør, at der inden Juventus’ kamp søndag aften hjemme mod Bologna kun er et enkelt point mellem holdene. Juventus har ud over Bologna-kampen yderligere en kamp til gode i forhold til Roma.

    Romas lokalrival Lazio vandt 1-0 over bundholdet Crotone på et sent mål af Ciro Immobile og er blot tre point efter Roma.

    Også Atalanta, der har overrasket i denne sæson, vandt søndag eftermiddag. På overbevisende maner blev Chievo nedlagt med 4-1 i Verona, og Atalanta blander sig dermed fortsat i kampen om de europæiske pladser.

    Tidligere søndag vandt Inter 2-1 på udebane over Udinese efter et sent sejrsmål af Ivan Perisic, som tidligere i kampen også havde lavet Inters første mål.

    /ritzau/