Fire dør ved lastbilangreb i Jerusalem

    Fire er dræbt, og adskillige er kvæstet i Jerusalem, efter at en palæstinenser søndag kørte en lastbil ind i en gruppe soldater

    Chaufføren blev skudt og dræbt af soldater. Ifølge politiet kom palæstinenseren fra det besatte Østjerusalem.

    Billeder viser lastbilen med skudhuller i frontruden. Påkørslen skete på en promenade, hvor der er udsigt til Jerusalems gamle bydel.

    – Det er et terrorangreb, sagde en talskvinde for politiet umiddelbart efter.

    Yderligere 13 mennesker blev kvæstet, da de blev ramt af lastbilen, siger politiet. Tre af dødsofrene var kvinder, mens den sidste var en mand.

    Chaufføren på lastbilen forsøgte at ramme soldaterne, da de var ved at forlade en bus, oplyser politiet.

    En israelsk buschauffør, som var øjenvidne til påkørslen, siger til israelsk radio, at lastbilen pløjede sig ind i gruppen af soldater.

    Soldaterne svarede igen ved at skyde mod lastbilen og chaufføren, som det lykkedes for anden gang at påkøre gruppen.

    – De skød ham, indtil de neutraliserede ham, fortæller chaufføren.

    Roni Alsheich, der er den øverste politichef i Israel, siger til journalister, at han ikke vil udelukke, at den palæstinensiske chauffør har forsøgt at kopiere et lastbilangreb på et julemarked i Berlin, hvor 12 blev dræbt.

    Udenrigsministeriets Borgerservice i København bekræfter søndag eftermiddag på Twitter, at der ikke er danskere blandt de dræbte, og at der ikke er oplysninger om, at der skulle være danskere blandt de sårede.

    Vrede palæstinensere har stået bag en række angreb på jøder i Israel og den besatte vestbred. Hyppigst ved at angribe jøder med kniv, men også i flere tilfælde ved at bruge biler og lastbiler til at køre ind i folkemængder.

    /ritzau/AFP