NBAs tophold smider stor føring og taber i forlængelse

    Basketballholdet Golden State Warriors var natten til lørdag dansk tid på vej mod holdets femte sejr i træk i NBA-ligaen.

    Men meget overraskende formøblede NBA’s førende hold en føring på 24 point og tabte efter forlængelse med 119-128 på hjemmebane til Memphis Grizzlies.

    Golden State-superstjernen Stephen Curry havde ellers en stor kamp, hvor han scorede 40 point, men det var ikke nok.

    Hjemmeholdet førte 98-79 før fjerde og sidste quarter, men Memphis Grizzlies kom tilbage, så kampen endte 111-111 i ordinær tid.

    I forlængelsen scorede Golden State Warriors kun otte point, og så kunne Memphis tage fra Oracle Arena i Oakland med en overraskende sejr.

    Trods nederlaget er Golden State fortsat bedst af alle hold i NBA.

    Stephen Curry og co. har vundet 31 kampe og tabt 6 hidtil i grundspillet.

    Memphis Grizzlies har 23 sejre og 16 nederlag. Begge hold hører til i Western Conference.

    Eastern Conference føres fortsat af de regerende mestre, Cleveland Cavaliers.

    LeBron James førte an med 36 point, da Cleveland på udebane vandt 116-108 over bundholdet Brooklyn Nets.

    Mestrene fører Eastern Conference med 27 sejre og 8 nederlag.

    /ritzau/