Flere dræbt i skudepisode i amerikansk lufthavn

    Mindst tre mennesker har mistet livet i en skudepisode i den internationale lufthavn Fort Lauderdale-Hollywood, der ligger i staten Florida lige nord for byen Miami. Det oplyser tv-stationen CBS News.

    – (Vi, red.) bekræfter flere personer er døde, og et antal personer er blevet transporteret til hospitalet, skriver det lokale politi på sin profil på det sociale medie Twitter.

    Der oplyser politiet også, at otte er såret, som er bragt på hospitalet til behandling.

    Politiet oplyser desuden, at en mistænkt gerningsmand er anholdt. Det er myndighedernes opfattelse, at han har handlet alene.

    Det samme oplyser borgmesteren for Broward County, Babara Sharief, til tv-stationen CNN.

    – Han var en enlig gerningsmand, og vi har ingen beviser på nuværende tidspunkt, der tyder på, at han handlede sammen med nogle andre. Han er anholdt, og vi efterforsker i øjeblikket episoden, siger hun til CNN.

    Skyderiet er sket ved bagageafhentningen i lufthavnens Terminal 2, skriver lufthavnen på sin Twitter-profil.

    Terminalen blev kort efter evakueret, og tv-billeder viste store grupper af mennesker, der var blevet sendt ud af lufthavnen. Evakueringen er senere blevet ophævet.

    Det er stadig uklart, under hvilke omstændigheder skudepisoden er sket. Politiet har intet oplyst om gerningsmanden eller hans motiv.

    Lufthavnen er en større international lufthavn, som benyttes af omkring 73.000 i gennemsnit hver dag.

    Luftfartsselskabet Norwegian flyver blandt andet direkte ruter fra København til lufthavnen, der ligger i den sydlige del af Florida.

    /ritzau/