Medie: Flere døde efter skyderi i lufthavn i Florida

    Mindst tre mennesker har mistet livet i en skudepisode i den internationale lufthavn Fort Lauderdale-Hollywood, der ligger i staten Florida lige nord for byen Miami.

    Det skriver tv-stationen CBS News. En række andre amerikanske medier såsom Washington Post skriver, at “flere personer” er dræbt i skudepisoden.

    Ifølge tidligere meldinger fra en række medier er ni personer ramt af skud. Det står ikke klart, hvorvidt de tre personer er inkluderet blandt de ni.

    En række amerikanske medier citerer en unavngiven betjent for at oplyse, at politiet har anholdt en mistænkt gerningsmand, som ifølge myndighederne har handlet alene.

    Skyderiet er sket ved bagageafhentningen i lufthavnens Terminal 2, skriver lufthavnen på sin Twitter-profil.

    Terminalen er blevet evakueret og på tv-billeder kan man se større grupper af mennesker, der står udenfor lufthavnen.

    Det er stadig uklart, under hvilke omstændigheder skudepisoden er sket. Politiet har intet oplyst om gerningsmanden eller hans motiv.

    Lufthavnen er en større international lufthavn, som benyttes af omkring 73.000 i gennemsnit hver dag.

    Luftfartsselskabet Norwegian flyver blandt andet direkte ruter fra København til lufthavnen, der ligger i den sydlige del af Florida.

    /ritzau/