Københavns Kommune investerer i e-sportscenter

    Snart kan computerspillere i Københavns Kommune rykke ud af internetcafeerne og deres private stuer.

    For kommunen vil bygge et nyt e-sportscenter, hvor borgerne skal kunne leje sig ind og spille elektronisk sport på linje med andre idrætsgrene.

    Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse

    – E-sport er det nye sort. Sportsgrenen er i hastig vækst, og nye foreninger skyder op.

    – Med et egentligt center, der er indrettet til e-sport, bliver det muligt for endnu flere københavnere at dyrke e-sport og gaming, siger kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF).

    Idrætsanlægget skal ligge i Grøndal Multicenter i Københavns Nordvestkvarter og kommer til at koste omkring 1,75 millioner kroner.

    Med placeringen ønsker kommunen at sidestille den elektroniske sport med bevægelsesidrætten.

    – Det er helt bevist, at e-sportscentret bliver placeret i et idrætsanlæg. Det er hårdt at sidde koncentreret foran skærmen i mange timer, og der kan motion være et godt supplement.

    – Jeg håber, at placeringen kan give e-spillerne lyst til at prøve kræfter med andre idrætsgrene, siger Carl Christian Ebbesen.

    For at kunne huse e-sporten skal Grøndal Multicenter bygges om. Der skal blandt andet laves gennemsigtige vægge, så e-spillerne sidder åbent og kan kigge ud på de andre sportsudøvere.

    Desuden vil kommunen ansætte en instruktør, der kan hjælpe e-spillerne, og der skal indkøbes inventar, som spillerne kan benytte.

    I praksis skal faciliteterne bruges på samme måde som eksempelvis badmintonbanerne i hallen, der kan lejes af både enkeltpersoner og foreninger.

    Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning venter på en byggetilladelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen, men forventer, at det nye e-sportscenter står klart til brug i løbet af foråret.

    /ritzau/