Selvmordsbomber i bil brager ind i fredsmission i Somalia

    En bombeladet bil er eksploderet ved en kontrolpost uden for Den Afrikanske Unions fredsstyrke (Amisom) i Somalias hovedstad, Mogadishu.

    – Indtil videre ved vi, at tre soldater er dræbt. Vi tror, at al-Shabaab står bag, siger politiofficer Mohammed Ahmed.

    Ingen har taget skylden for angrebet, der kommer en uge efter et parlamentsvalg i landet. Parlamentet skal vælge ny præsident. Det er ikke sket endnu.

    Al-Shabaab har tidligere udført lignende angreb i Mogadishu.

    Myndighederne venter, at dødstallet vil stige, da bomben var særdeles kraftig. Den har forårsaget skader på huse i nærheden.

    Der står normalt somaliske styrker ved posten foran basen, fortalte en anden politiofficer tidligere mandag.

    En fotograf fra nyhedsbureauet Reuters er på stedet og har set en udbrændt bil og et andet køretøj i brand.

    Amisom har til formål at beskytte den internationalt støttede regering i landet. Al-Shabaab har bekæmpet regeringen og de somaliske myndigheder i årevis.

    Det er 25 år siden, at en blodig borgerkrig brød ud i Somalia.

    Somalia har i mange år været delt mellem flere store, rivaliserende klaner og en række mindre.

    /ritzau/Reuters