650 biler stukket i brand i Frankrig nytårsaften

    Nytårsaften blev hård for mange biler og deres ejere rundt om i Frankrig.

    I alt blev 650 biler stukket i brand nytårsaften, oplyser indenrigsministeriet i Paris. Det er en stigning i forhold til sidste år, hvor 602 biler brændte på årets sidste aften og nat.

    Afbrændingen af biler er næsten blevet et nytårsritual i Frankrig, men i de seneste fem år har antallet været nedadgående og var faldet med 20 procent.

    Fransk politi meddeler, at der har været “nogle spændinger eller forstyrrelse af den offentlige ro og orden” i løbet af natten, men ikke nogen større hændelser.

    Politiet har anholdt 454, hvoraf 301 fortsat er bag tremmer.

    Over 100.000 politifolk, soldater, brandfolk og hjemmeværnsfolk var på arbejde rundt om i Frankrig ved årsskiftet.

    Frygten for et nyt terrorangreb betyder, at sikkerheden var skærpet i hovedstaden Paris, hvor der er tradition for en stor nytårsfest på hovedgaden Champs-Elysees.

    /ritzau/dpa