I EU blev han den danske politiker, der har opnået den mest magtfulde post til dato. Nuværende konkurrencekommissær Margrethe Vestager iberegnet.
Men som en af de få Venstre-formænd i efterkrigstiden blev han aldrig statsminister.
Alligevel var det ikke med bitterhed, at nu afdøde Henning Christophersen i 1982 blev finansminister under den konservative statsminister Poul Schlüter.
Det fortæller politisk kommentator Hans Engell, der var konservativ forsvarsminister i samme regering.
– Han tog det virkelig flot, da Schlüter løb med støtten, da firkløverregeringen blev dannet i 1982, fortæller Hans Engell.
– Som finansminister var han firkløverregeringens økonomiske motor. Det var ham, der stod for fastkurspolitikken og afskaffelsen af dyrtidsreguleringen. Sammen med Schlüter genoprettede han dansk økonomi.
– Selv om det var en skuffelse for ham, at han ikke blev statsminister, men måtte nøjes med finansministerposten, så kom samarbejdet mellem ham og Schlüter til at fungere rigtig godt.
I 1984 forlod Christophersen dansk politik for at blive EU-kommissær. Det var et tab for regeringen, mener Engell. Christophersen havde nemlig et stort strategisk overblik.
Til gengæld havde han svært ved tv-mediet, fortæller den tidligere ministerkollega.
– Han virkede tit lidt kikset, når han stod i sin tweedjakke på en bondegård. Når han, der var cand.polit., skulle vise, at han vidste, hvad der rørte sig i kostalden, faldt han helt ved siden af.
– Men bag den i medierne lidt kejtede optræden var han et umådeligt begavet og humoristisk menneske, siger Hans Engell.
Før posten som finansminister i den borgerlige firkløverregering havde Christophersen været udenrigsminister i den lidet succesfulde SV-regering under Anker Jørgensen (S) i 1978-1979.
Og efter tiden som EU-kommissær var han blandt andet formand for Metroselskabet, der står for at bygge metro i København.
Henning Christophersen blev 77 år. Han døde efter kort tids sygdom i Bruxelles nytårsaftensdag, omgivet af sine tre børn.
/ritzau/