Ellemann: Christophersen ændrede dansk økonomi

    Danmark har mistet en af de betydeligste og mest talentfulde danske politikere i nyere tid.

    Sådan lyder det fra tidligere formand for Venstre Uffe Ellemann-Jensen, efter at Henning Christophersen er død 77 år gammel. I et mindeord til den tidligere formand for Venstre og kommissær skriver Uffe Ellemann-Jensen:

    – Både i Danmark og i Europa kom han til at spille en væsentlig rolle som fornyer og inspirator.

    Uffe Ellemann-Jensen fremhæver blandt andet Henning Christophersens betydning for dansk økonomi i 1980’erne:

    – I sine år som finansminister i Firkløverregeringens første periode var han manden bag den omlægning af den økonomiske politik, som for alvor vendte udviklingen i Danmark.

    – Og som viceformand i EF-Kommissionen var det ham, som sammen med Jacques Delors lagde fundamentet for EU’s indre marked.

    Uffe Ellemann-Jensen betegner Henning Christophersen som en “knivskarp analytiker”.

    – Og i årene efter at den politiske karriere var slut, blev han en skattet rådgiver i mange internationale sammenhænge.

    – Jeg vil mindes Henning som en god ven, som det altid var en berigelse at være sammen med. Hans stilfærdige humor og skarpe iagttagelsesevner var en vigtig del af hans personlighed, skriver Uffe Ellemann-Jensen.

    /ritzau/