Kvinde mister livet efter påkørsel af fejebil

    En ældre kvinde har nytårsdag mistet livet, da hun blev kørt over af en fejebil på Nørregade i Horsens.

    Det oplyser vagtchef Kent Midtgaard, Sydøstjyllands Politi.

    Ulykken skete søndag formiddag kort før klokken 11 ud for nummer 49 på Nørregade, der ligger midt i byen.

    – Vi får en anmeldelse klokken 10.50, og da en patrulje når frem, kan betjentene konstatere, at kvinden er afgået ved døden, siger Kent Midtgaard.

    Det er søndag formiddag småt med oplysninger om kvinden og om omstændighederne ved ulykken.

    Politiet arbejder på stedet med blandt andet at afhøre føreren af fejebilen og med at afhøre vidner, der kan have set, hvordan ulykken skete.

    /ritzau/