YouSee kan ikke forklare fortsat sort skærm hos kunder

    Et landsdækkende nedbrud hos tv-udbyderen YouSee nytårsaften giver fortsat sort skærm hos mange kunder landet over.

    – Store dele af Danmark er ramt. Vi arbejder på at udbedre fejlen, siger pressekontakt Tine Gutfelt.

    Hundredtusindvis af tv-apparater gik i sort inden dronningens nytårstale 31. december.

    En del kunder har fået signalet igen. YouSee kan ikke oplyse, hvordan signalet vender tilbage til alle seere.

    – Vi kan ikke garantere noget. Vi arbejder på højtryk. For hver time er der nogle, der vil opleve at få signalet tilbage, siger pressevagten.

    Når signalet genetableres i etaper, skyldes det ifølge Tine Gutfelt, at teknikere skal ud på hver central for at genstarte systemer.

    – Det er en meget kompleks operation, vi er i gang med, siger pressevagten.

    Der er hos YouSee indkaldt ekstra mandskab til kundeservice, der åbner klokken 10 søndag.

    /ritzau/