Nytåret blev skudt ind med stigning i fyrværkeriskader

    Fejringen af det nye år endte med 98 fyrværkeriskader fordelt på hele landet. Det er en stigning med næsten en tredjedel i forhold til sidste år.

    Her blev der meldt om 75 skader forårsaget af fyrværkeri.

    Det oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse.

    Tallene er indsamlet fra klokken 18 nytårsaften til klokken seks om morgenen nytårsdag.

    I alt blev næsten 100 mennesker udsat for en fyrværkeriskade.

    Af skaderne var 38 på øjnene. Det er ifølge Region Sjælland en stigning på ti sammenlignet med sidste nytår.

    Antallet af håndskader endte på 27, hvilket er én mere end året før

    Dermed har det danske akutberedskab haft et mere travlt nytår sammenlignet med sidste år. I alt blev 1153 ambulancer, akutlægebiler og akutbiler sendt på vejene.

    Det er flere end sidste år, hvor ambulancer og lægebiler måtte rykke ud 1006 gange.

    Også akutlægehelikopterne måtte tre gange i luften under nytårsfejringen. Det kunne ikke lade sig gøre sidste år, hvor kraftig tåge holdt dem på jorden.

    /ritzau/