Fyrværkeri giver brandfolk travleste nytårsnat i seks år

    Brandfolk har haft travlt nytårsaften landet over med over 500 udrykninger fra klokken 18 lørdag aften til klokken 5 søndag.

    Fyrværkeri har været baggrunden for de fleste udrykninger, skriver Danske Beredskaber i en pressemeddelelse.

    – Generelt har de meget store batterier været årsag til meldinger om brand i affald. Og de ses meget rundt på gaderne stå og brænde. Det er usædvanligt, siger sekretariatschef Bjarne Nigaard hos interesseorganisationen.

    Ifølge Beredskabsstyrelsen har det været det travleste nytår i seks år. Stigningen i udrykninger siden sidste år er 60 procent, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

    /ritzau/