Guvernør: 35 er dræbt i nytårsangreb mod natklub i Istanbul

    Mindst 35 mennesker meldes dræbt i et angreb mod en natklub i den tyrkiske storby Istanbul natten til søndag.

    Det oplyser byens guvernør ifølge Reuters.

    Ifølge guvernøren er yderligere 40 mennesker såret i angrebet, der blev udført af en enkelt gerningsmand.

    Den tyrkiske guvernør kalder angrebet mod natklubben for et terrorangreb.

    Blandt de dræbte var en tyrkisk politimand, oplyser guvernøren ifølge Reuters.

    Tyrkisk tv oplyser, at der var mellem 500 og 600 mennesker på natklubben, da angrebet fandt sted.

    En journalist fra tv-stationen NTV oplyser, at gerningsmanden skød mod politiet, før han gik ind på natklubben og åbnede ild mod tilfældige mennesker.

    Herefter opstod der panik, og flere hoppede ifølge tyrkisk tv i Bosporusstrædet for at komme væk fra gerningsmanden.

    Billeder fra NTV viser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at både pansrede politibiler og ambulancer er til stede ved natklubben.

    Ifølge CNN skete angrebet på natklubben Reina.

    Specialenheder fra politiet er ved at forberede en aktion inde i den bygning, der huser natklubben, oplyser tv-stationen ifølge Reuters.

    /ritzau/