Politiet afspærrer gader for at hindre nytårsangreb

    Faren for terror mod Danmark præger gadebilledet i København nytårsaften.

    Flere politibetjente vil være til stede sammenlignet med tidligere nytårsaftner, og gader afspærres med store betonblokke for at forhindre angreb.

    Det oplyser Københavns Politi.

    H.C. Andersens Boulevard er lørdag eftermiddag blevet blokeret for trafik ved Rådhuspladsen – nærmere bestemt mellem Tietgensgade og Jernbanegade.

    Vesterbrogade er spærret ved Bernstorffsgade, og Vester Voldgade spærres ved Regnbuepladsen og Vestergade.

    Desuden bliver Dronning Louises Bro spærret for trafik.

    – Vi iværksætter en indsats, der er tilpasset den virkelighed, vi står i, siger vagtchef Kristian Aalskov fra Københavns Politi.

    Vagtchefen henviser til den generelle trussel mod Danmark og de terrorangreb, der har været i andre europæiske lande.

    – Det er betjente med særlige kompetencer, der er på gaden i dag, siger han.

    Københavns Politi forventer at ophæve afspærringerne søndag formiddag.

    /ritzau/