Federer dæmper forventninger til comeback i Australien

    Efter seks måneders pause fra tennistouren er den schweiziske superstjerne Roger Federer klar til at gøre comeback ved Hopman Cup, der begynder 1. januar.

    En knæskade krævede operation og spolerede sidste halvdel af 2016-sæsonen, men nu er Federer igen fit. Men kampformen halter selvsagt, inden det går løs i den australske by Perth.

    – Jeg er virkelig positiv ud fra, hvordan jeg har det, og træningen går godt. Men mine forventninger er lave, da jeg ikke har kampe i benene, siger Roger Federer inden Hopman Cup.

    Her repræsenterer han Schweiz sammen med unge Belinda Bencic. De skal i første omgang møde Storbritannien 2. januar og siden Tyskland og Frankrig i gruppe A.

    Hvert møde består af tre kampe; en herresingle, damesingle og en mixeddouble, så Federer er sikret tiltrængt kamptræning, inden det går løs på herrernes ATP-tour.

    – Jeg er glad for at have Hopman Cup, så jeg får tre kampe til at gøre vejen tilbage nemmere, lyder det fra den 17-foldige grand slam-vinder.

    Det er første gang siden 2002, at Federer stiller op til Hopman Cup. Han var med til at vinde turneringen i 2001 i en alder af 19 år.

    Hans første store turnering i 2017 bliver grand slam-turneringen Australian Open, der begynder i Melbourne 16. januar.

    /ritzau/AFP