USA tror stadig IS-leder er i live trods ihærdig jagt

    Trods ihærdige forsøg på at komme lederen af den militante bevægelse Islamisk Stat (IS), Abu Bakr al-Baghdadi, til livs, så er det endnu ikke lykkedes.

    Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, er overbevist om, at Baghdadi stadig er i live.

    Det oplyser ministeriet fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Baghdadi har holdt lav profil, selv om han har udpeget sig selv som lederen af det nye muslimske kalifat.

    I sidste måned offentliggjorde han dog en lydoptagelse, hvor han opfordrede sine tilhængere til at forsvare den irakiske by Mosul.

    Det er uklart, om Baghdadi selv befinder sig i byen i det nordlige Irak, hvorfra han deklarerede sit kalifat i 2014, efter at IS havde taget kontrollen over store områder i det østlige Syrien og nordlige Irak.

    – Vi tror stadig, at Baghdadi er i live, og at han stadig står i spidsen for Isil. Vi gør selvfølgelig alt, hvad vi kan, for at opspore ham, siger talsmand for Pentagon Peter Cook til CNN.

    Isil er en anden betegnelse for IS.

    – Hvis vi får muligheden, vil vi helt sikkert udnytte chancen for at levere ham den retfærdighed, han fortjener. Vi gør alt, hvad vi kan, tilføjer talsmanden.

    I midten af december forhøjede USA dusøren for oplysninger, der kan pege i retning af IS-lederen, til 25 millioner dollar – omkring 175 millioner kroner.

    /ritzau/